”Kuglerne peb ham om Ørene, han faldt paa Knæ, tog omhyggeligt Sigte og trykkede af. – Da mærkede han, at der blev stille omkring ham, Sidemændene var gaaet tilbage. Han sprang op for at følge efter dem, da laa han i det samme næsegrus paa Jorden: ”altsaa skudt” – ”i højre Ben”.

 

Læs om min oldefader Johannes E. Schrøder (1838-1920), frivillig soldat i 1864 (kilde: F. Schrøder: Levnedsløb. Johannes E. Schrøder; Kbh 1921)

…Johs. Schrøder meldte sig til Rekrutskolen på Kronborg. Skolen var ikke streng; Chefen var en ældre afgaaet Kaptajn, der var kun faa faste Underofficerer; Uddannelsen var slap og sløj. Kammeraterne var skikkelige. Et Par gode Tilholdssteder hos præsterne Heiberg og Aagaard bødede paa de ensformige Evoleringer paa ”Grønnehave”. Dybbøl faldt, før de blev overført til Als.

Det var en fattig Afsked, der blev Forstærkningsfolkene til Del i København; et Par tarvelige Fruentimmer kom for at sige Farvel til en fordrukken Stillingsmand. Ellers var der ingen, der havde et opmuntrende Ord til den Flok, der her drog ud for at kæmpe for Danmark! Derimod var der en Lærer, der samlede nogle af dem om Aftenen i Korsør, og da de næste Dag sejlede gennem Svendborg Sund, stod der nogle Smaapiger inde paa den fynske Kyst og vinkede til Soldaterne med smaa Dannebrog. Det varmede om Hjerteroden.

Paa Als blev Delingen stukket ind i femte Kompagni af femte Regiment. Kompagnichefen var faldet paa Dybbøl; en skikkelig Reserveløjtnant havde overtaget Kommandoen; det gik saa som saa baade med Pudsning og Disciplin. Kompagniet skiftede Plads efter Tur paa Strækningen Sønderborg-Arnkilsøre.

Blandt de mennesker, Schrøder havde mest Glæde af at møde i Felten, maa nævnes Morten Bredsdorff og Løjtnant, Apoteker Speyer, en ypperlig Mand, ivrig for Tjenesten, jævn og omgængelig udenfor denne; han vilde gerne samle en Kreds af nogenlunde enssindede, naar Lejligheden bød sig.[..] Schrøders stille, rene Færd øvede ikke ringe Virkning baade paa den forvovne Løjtnant Pauss og paa en Flok skikkelige Menige, der gerne ville være i hans Selskab.

Den Nat, da Overgangen til Als fandt Sted, var Kompagniet lige blevet trukket tilbage i anden Linje. Det var en lys Nat. Soldaterne strakte sig paa Jorden med Riflen i Armen. Løjtn. Speyer kom forbi, Schrøder stod op, og de gik lidt sammen og talte om, hvad der forestod, thi de var paa det rene med, at Prøjserne i den Nat vilde prøve at tage Als; de havde under Dagvagten mærket mere end Sædvanlig Uro ovre paa Sundevedssiden. Schrøder gav Speyer sin ældste Broders Adresse, for at denne kunde skrive til Anders, hvis han selv faldt.

Efter en kort Stund, mens enkelte Granater susede hen over dem, blev Kompagniet alarmeret og gik i Stilling. Kanonaden var nu livlig langs hele Sundet, men forbavsende hurtigt vænnede man sig til at skelne, hvor Skuddene kom fra. Folkene tog det med Ro, Brødposerne kom frem før Daggry – det blev det eneste Maaltid, han fik den Dag. Naar han selv følte sig saa rolig, tog han det som Svar paa, at hans stille Aftenbøn i den forladte Bondegaard, Bønnen om at han ikke maatte blive til Skamme under den kommende Kamp, var bleven hørt.

Ikke længe efter Kanonadens Begyndelse blandede Geværsalver deres rrrch, rrrch deri Nord fra. ”Nu gaar de over ved Arnkilsøre”, sagde Folkene til hinanden. Kort efter lød der mægtige Kanondrøn. ”Det er Rolf Krake”. Geværsalverne standsede. ”Saa kommer der ikke flere over, og dem, der er kommet, faar vi sagtens Bugt med”. Men da tav Rolf Krake. Riffelskydningen tog til og nærmede sig. ”Op! Front mod Nord langs Hegnet”. Trompeten blæste: ”Frem!” Kompagniet brød sig Vej gennem det 2-3 Mand høje levende Hegn. Idet de stormede frem over Marken, mylrede det med Fjender fra Vejen til højre, langs det modsatte, nylig huggede Hegn. Skuddene knaldede ustandseligt fra deres Bagladerifler, medens det tog en urimelig Tid for vore Folk at lade de gamle Forladere.

Schrøder var naaet midt ud paa det lille Markstykke, Kuglerne peb ham om Ørene, han faldt paa Knæ, tog omhyggeligt Sigte og trykkede af. – Da mærkede han, at der blev stille omkring ham, Sidemændene var gaaet tilbage. Han sprang op for at følge efter dem, da laa han i det samme næsegrus paa Jorden: ”altsaa skudt” – ”i højre Ben”. Riflen var faldet ham ud af Haanden og laa paa Marken ved hans Side – ”saadan laa Roland ikke ved Roncevalles, da man fandt ham paa Valen, nej med Haanden fast knuget om sit Værge, saa det ikke var til at vriste ud af den med Magt” – for det igennem ham, og Haanden fattede atter om Riflen. ”Men er du ogsaa saaret, eller var det kun Lufttrykket af en nærgaaende Spidskugle, der føltes som et Slag?” Han prøvede at stramme Musklerne lidt, det gjorde ikke ondt, saa op og i Løb over Marken. Der røg en Kugle gennem Felthuen, men han for af Sted op gennem de tætte Buske, ned i Grøften, saa til at lade paany. Da rislede det ned af det ene Ben.

 Johannes Schrøders felthue fra 1864. Man kan ane flængen fra den preussiske kugle øverst Klik for større udgave

I det samme kom Løjtnant Pauss. ”Men kære, er De der, vi troede, De var skudt!” – Ja, det er nok ikke frit for, at jeg har faaet et Saar.” – ”Saa tilbage til Ambulancen ved Bondegaarden.”

Schrøder stak Bøssepiben gennem Hegnet, sendte sin sidste Kugle over mod Fjenden og søgte saa, efter Ordre, op til Ambulancen. Ved Bondegaarden satte han sig i Grøften og ventede paa sin Tur, men der blev ikke Tid til at forbinde de saarede; de blev smidt op i en Vogn med Halm; nu gjorde Saaret ondt, hver gang Vognen stødte.

Under den langsommelige Kørsel Øst paa mod Kegnæs, mellem Smaaflokke af sprængte danske Regimenter, gik det op for Schrøder, at Als var tabt, og Taarer trillede ned ad hans Kinder.

Omsider naaede de Udskibningsstedet, blev foreløbig forbunden og paa Baare ført ned i Lasten paa et Dampskib, der sejlede til Faaborg. Tornystret var gaaet tabt, men Brødposen var i Behold, deri var en lille Brevmappe, og han var rask nok til at skrive et Par Linier med Blyant til sine Søstre og Broder Christian.

Først på Feltlazarettet, Hvedholm Slot, blev de saarede ordentlig undersøgt. Schrøders Saar var et Muskelsaar; ingen af de store blodaarer var beskadiget, men Laaret var svulmet op, saa det saa ret dybt ud; derfor dikterede Overlægen: ”mindre let”; det kom i Avisen og forvoldte stor Forskrækkelse hos Søstrene, der troede, det betød Døden.

Ludvig, der fulgte Peter Rørdam som Feltdegn, fik opspurgt, hvor Johannes var; han kom og saa til ham, fulgte ham senere til Skibet og fik sine gode Venner, Tømmerhandler Fritz Trier og hans Hustru Ida, til at tage sig af den saarede i København. Trier mødte paa Banegaarden, raabte sig frem til hans Baare, lod to Sygepassere bringe den til sin Bolig og udvirkede, at han blev indlagt på Frederiksberg Slot i et stort, rummeligt Værelse paa første Sal sammen med en haardtsaaret.

Oversigt

Jeg står bag!

Tema: Soldat i 1864